Vital Horsens SPARK

Dialog om høje følelsesmæssige krav har gjort hverdagen lettere

"Nu kan vi tale om det, der er svært," lyder det fra medarbejdere og leder på genoptræningsenhed efter et SPARK-forløb.

Af Irene Aya Schou 27/04/2024

Det lyder måske mærkeligt, at uddannede ergo- og fysioterapeuter skal tale om følelser ved hjælp af gammeldags flip-flaps, hvor man vender en flap og får et spørgsmål.

Men som samtalestarter virker de fortrinligt. Det har de oplevet hos distriktstræning Vital Horsens, en genoptræningsenhed med godt 40 medarbejdere.

- Hele processen har handlet om at blive bedre til at tale om det, der er svært, så man ikke tror, at man skal gå alene med problemerne, siger Inga Lund Olesen, der er leder af Vital Horsens.

Psykisk arbejdsmiljø under pres

Medarbejderne i Vital Horsens tager ud og genoptræner borgerne i eget hjem. De stod i efteråret 2022 overfor rigtig mange forandringer, som fyldte for medarbejderne og gav anledning til sygefravær.

- Da vi søgte om et SPARK-forløb, vidste vi ikke, at det var de høje følelsesmæssige krav, vi ville ende med at arbejde med. Vi vidste bare, at vi stod med mange forandringer bl.a. mere komplekse forløb og nye samarbejdsflader, siger Inga Lund Olesen.

Derfor kontaktede arbejdspladsen SPARK for at få redskaber til at tale om det, der fylder, og få nye øjne på de udfordringer, man står med.

Sæt ord på det der bøvler

For medarbejderne fyldte følelsen af at stå alene med borgeren meget ligesom manglende gennemsigtighed i det tværfaglige samarbejde om borgeren. 

- Vi havde ved første møde med SPARK-konsulenten en fin proces med at sætte ord på, hvad det er, vi bøvler med og hvad vi håber på. Vi inddrog alle medarbejdere i denne proces, og vendte så tilbage til SPARK-konsulenten, der hjælp os videre, siger Christina Pilgaard Christensen, der er ergoterapeut og fungerende TR under forløbet.

Flip-flappen satte gang i dialog

Flip-flappen fra BFA var ét af de værktøjer, der blev arbejdet med. De blev brugt til at åbne snakke om: "Hvad er godt arbejdsmiljø for dig", og "Hvad er en god arbejdsdag for dig".

- En gang om ugen i et kvarter brugte vi flip flaps i de fire team. Det gjorde vi i seks uger, siger leder Inga Lund Olesen. 

Vital Horsens har også arbejdet med stresstrappen, en model, der kan bruges af ledere og kolleger til at spotte og håndtere faresignaler fra medarbejderne. Ved hjælp af stresstrappen kan man identificere arbejdspladsens og sit eget stressniveau på en femtrins skala fra "tempereret" til "udbrændt".

- Med stresstrappen har vi fået udvidet vores ordforråd med ord som fx 'overophedet'. Forløbet har gjort, at vi har åbnet op for nye tanker og nye emner, siger Mark Spence, der er ergoterapeut og AMR.

Meditationer på arbejdsmobilen

Undervejs i forløbet har Vital Horsens også arbejdet med Dansk Magisterforenings dialogkort om psykologisk tryghed og lyttet til podcasten ’Bliver man ond af at være sød’ - fra "Brinkmanns briks" om afmagt, forråelse og omsorgstræthed.

Medarbejderne har også downloadet den gratis app "Åben og rolig" på deres arbejdstelefoner. Det er en forskningsbaseret app, der indeholder små meditationer, som man kan høre fx i bilen, inden man går ind til en borger.

- Det giver en tryghed at kunne vende alle slags problemer med sine kolleger og turde stille sig frem og vise sin sårbarhed, siger ergoterapeut Christina Pilgaard Christensen.

Taknemmelig over at tale om følelser

Processen har givet en erkendelse af, at man aldrig kan fjerne høje følelsesmæssige krav, når man arbejder med mennesker, men at man kan blive bedre til at snakke og støtte hinanden, så man ikke tager det med hjem.

- Forløbet har gjort, at det følelsesmæssige er blevet en mere accepteret del af hverdagen. Det slår mig, hvor enkle, disse redskaber er, og hvor taknemmelige mange medarbejdere er for at få lov at tale om det følelsesmæssige i deres arbejde, siger Mark Spence, der er ergoterapeut og AMR.

Styrket TRIO klar til nye emner

Medarbejdere og leder har været glade for muligheden for at sætte ord på det, der fylder, og føler sig bedre rustet til fremtiden.

- Forløbet har gjort det nemmere for os at tage emner op i TRIO og vide, hvordan vi skal arbejde med det. Det handler om enkelthed og at få tempoet ned. Vi har fået positive tilbagemeldinger fra medarbejderne. De er glade for at have fået tid til at tale om trivsel, siger Marianne Boas Jacobsen, der er fysioterapeut og TR.

For leder Inga Lund Olesen har tiden med SPARK været godt givet ud.

- Vi har fået en masse gode redskaber, som vi benytter i hverdagen og har brugt tid på at implementere over de sidste halvandet år. Det har været en god proces for både TRIO og medarbejderne og helt sikker noget, jeg vil anbefale til alle, siger hun.

Kort om forløbet:

Distriktstræning Vital Horsens søgte tilbage i 2022 et forløb ved SPARK efter et TRIO-møde. Det var AMR og TR som havde hørt om SPARK fra et møde, de havde været til. Leder Inga Lund Olesen gik ind på SPARK's hjemmeside og læste om det og synes, at det lød relevant for afdelingen. 

Siden har der været afholdt fire møder over knap to år. Et femte opfølgende møde er i kalenderen. Problemformuleringen blev: "Hvorledes arbejder vi med de høje følelsesmæssige krav før, under og efter et borgerforløb."

Der har været arbejdet med følgende redskaber:

Det er SPARK-konsulent Lea Gaulshøj Thomsen, der har faciliteret forløbet, og fra distriktstræning Vital Horsens er der masser af ros til SPARKs arbejde.

- Vi ville ikke være kommet så langt og så godt i mål, hvis ikke vi havde haft en dygtig konsulent. Lea's analyse og hele processen var bare super god. Hun var god til at sige: 'Sæt tempoet ned og hav ikke for store ambitioner. Undersøg, om det, I siger, også vækker genklang blandt jeres kolleger', siger ergoterapeut Christina Pilgaard Christensen.

Om SPARK
SPARK

SPARK står for Samarbejde om Psykisk ARbejdsmiljø i Kommunerne. SPARKs konsulenter kører ud i landet og besøger lokale, kommunale arbejdspladser, hvis ledere og medarbejderrepræsentanter har brug for at se på det psykiske arbejdsmiljø sammen. SPARK er et fælles initiativ mellem KL og Forhandlingsfællesskabet.

Læs mere om SPARK og SPARKS tilbud her.

Læs hvordan I selv søger her.

SPARK menu